JavaOne Keynote: Java Frontiers

Jeg (Jesper) fulgt torsdag morgen den sidste JavaOne keynote om “Frontier Java”, altså om livet helt ude på kanten af hvad Java kan (men, modsat den oprindelige amerikanske “frontier”, formentlig uden indianere og guldfeber). Der var en længere præsentation af Ray Kurtzweil, om hvordan teknologien udviklede sig eksponentielt imens vi mennesker kun kan følge med i det logiske: Vækst i antallet af transistorer per “valutaenhed” vil vokse eksponentielt, og tingene vil blive mindre og mindre. Og til alle dem, der kommer og påpeger at vi har nået visse grænser for hvor små baner, elektromagnetiske bølger  kan følge, var hans svar: Når udviklingen i et paradigme er slut, kommer der bare et nyt paradigme. Hvis jeg ellers kan regne burde man så kunne have millarder af transistorer anbragt på en proton i min eller mine børns levetid – det køber jeg ikke. Og hans klokfrekvens-fremskrivning holdt heller ikke. Men: Jeg må give manden at hans fremstår visionær på en måde som umiddelbart kan berolige de fleste af os “det kan man da ikke”-faktabaserede individer. “Center for fremtidsforskning” – på stereoider (eller måske grøn te).

Lidt baggrundschecks på manden er dog ikke af vejen, specielt hans tanker om biologi og sundhed må siges at tangere kvaksalveri, men det er jo også en anden verden: Følger man et dårligt råd af en comp.sci. forsker har man måske spildt tid og penge, og står med håneretten; får man et forkert råd af en læge eller en biolog er man i værste fald død.

Ja, der ryger nok en af hans bøger på min læseliste, men også en fra hans “skeptikere”.

Så var der demoerne, og de var hver for sig interessante:

• En kunne visualisere grafdata (gephi.org)
• En kunne få en bil til at styre sig selv – med Java RTS (eller, viste det sig, delvist med Java RTS)
• En kunne samle sundhedsdata fra en håndholdt dims og vise dem på en telefon eller webside
• En kunne scanne biler i realtid
• En der havde en pen, der var en computer.
• Jeg har vist glemt én til?

Fint nok og spændende (pånær måske visualiseringsgutten), men jeg synes det mest tankevækkende var at have den eksponentielle vækst i baghovedet under præsentationerne: Tænk hvad vi kan visualisere, styre, scanne, indsamle, etc. x10 eller x100. Tænk hvis de sensorer, der skal bruges er 10x mindre end i dag – eller 100x. Spændende, og ikke mindst skræmmende!

Plus: Mulighederne er “mind-boggling”.

Minus: Mulighederne er “scary as hell”.